Biologi, B

Om faget

I faget biologi på B-niveau får du indsigt i de egenskaber, sammenhænge og processer, der karakteriserer biologiske systemer på alle niveauer. Du vil opnå en biologisk viden, som du vil kunne anvende inden for områder som bioteknologisk produktion, sundhedsvidenskab og miljøbeskyttelse. Undervisningens faglige niveau er det næsthøjeste, man kan vælge på en gymnasial uddannelse. 

Du lærer at bruge og forklare biologisk teori og metode til at analysere biologiske problemstillinger, og du lærer de biologiske fagudtryk at kende. Du får kendskab til eksempler på undersøgelses- og analysemetoder inden for områderne fysiologi, genetik, bioteknologi, evolution og økologi. Du lærer også at gennemføre observationer og undersøgelser og tilrettelægge eksperimenter i laboratoriet og i felten. Desuden får du færdigheder i at opsøge og vurdere information vedrørende biologiske problemstillinger inden for miljø, sundhed, medicin og bioteknologi og i at formidle resultaterne fra dine egne biologiske undersøgelser.

Du får bl.a. undervisning inden for emneområderne:

  • Forskellige cellers opbygning, funktion og evolution
  • Opbygning og biologisk betydning af kulhydrater, fedtstoffer, proteiner og nukleinsyrer
  • Udvalgte dele af menneskets fysiologi, herunder hormonelle og neurologiske reguleringssystemer
  • Enzymers opbygning og funktion
  • Genetikkens molekylære og cellulære grundlag, herunder proteinsyntesen
  • Nedarvningsmønstre belyst med eksempler fra planter, dyr og mennesker
  • Anvendt bioteknologi med inddragelse af f.eks. CRISPR, gensplejsning eller kloning
  • Evolutionsteori, herunder Darwins evolutionsteori, biologisk variation, naturlig selektion samt betydningen af arv og miljø
  • Økologi med fokus på samspil mellem arter samt mellem arter og deres omgivende miljø

Der inddrages supplerende stof i undervisningen, blandt andet aktuelle eksempler på biologiens betydning i lokale og globale sammenhænge, biologi som videnskabsfag og bioetiske problemstillinger. Du lærer at føre journaler over dit eksperimentelle arbejde og skrive rapporter om resultaterne.  Der afvikles 5 laboratorie aftener, deltagelse i disse er obligatorisk. 

Der bliver inddraget lærebogsmateriale, artikler, engelsksprogede tekster, dokumentarfilm, videoer, animationer og forskellige typer af opgaver i undervisningen. It er en integreret del og bruges blandt andet til kommunikation, dataopsamling og databehandling.


Eksamen

Eksamen består af en mundtlig prøve. Den mundtlige prøve sker på grundlag af en opgave, der trækkes ved forberedelsens start. Opgaven tager udgangspunkt i temaer relateret til undervisningen og indeholder kendte og ukendte bilag. Du får ca. 60 min forberedelse. Selve eksamen varer ca. 30 minutter.

Adgangskrav

Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.

Det er derimod muligt at blive optaget på den 2 årige hf uddannelse, hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Her er det en god ide, at kontakte en studievejleder i forbindelse med tilmeldingen.