Samfundsfag, B
Til SøgningOm faget
I samfundsfag på B-niveau får du en teoretisk og metodisk baggrundsviden, der gør dig i stand til at forklare samfundsmæssige problemstillinger ved hjælp af enkle teorier og begreber. Du lærer bl.a. at undersøge og dokumentere et politikområde, herunder betydningen af EU og globale forhold, samt at sammenligne samfundsmæssige problemstillinger i forskellige lande.
Du undersøger fx også konkrete økonomiske prioriteringsproblemer i Danmark og EU og diskuterer løsninger.
Du lærer desuden at formidle faglige sammenhænge og udviklingstendenser ved hjælp af enkle modeller, tabeller og diagrammer samt egne beregninger og at formulere dig skriftligt og mundtligt om et emne på en struktureret måde.
Du får undervisning inden for følgende områder:
- Sociologi, der fx kan handle om massemedier og politisk meningsdannelse, kulturelle mønstre og identitetsdannelse
- Politik, der fx kan handle om politiske grundholdninger, demokratiopfattelser, betydningen af retssystemet samt forskellige typer af politiske systemer
- Økonomi, der fx kan handle om velfærdsprincipper, det økonomiske kredsløb og globaliseringens betydning for Danmark
- Metode, herunder kvalitativ og kvantitativ metode
Undervisningen er for en stor dels vedkommende tilrettelagt som projekt- eller emneforløb med flere skriftlige opgaver af stigende sværhedsgrad.
Der bruges generelt it i undervisningen, blandt andet til informationssøgning og formidling.
Eksamen:
Eksamen består af en mundtlig prøve. Skolen vælger en af to prøveformer:
a) Prøven sker på grundlag af et kendt tema med tilhørende ukendt bilagsmateriale, der relaterer sig til tidligere gennemgået stof. Eksaminationstiden er ca. 30 minutter, og der er ca. 24 timers forberedelsestid, i hvilken du skal udarbejde en synopsis til brug ved eksamen.
Man kan forberede sig i grupper, men eksaminationen er individuel.
b) Prøven består af en synopsisprøve med ca. 1 times forberedelse. Man kan vælge at forberede sig i grupper. Synopsis skal udarbejdes på baggrund af et udleveret ukendt bilagsmateriale, som knytter sig til et kendt tema. Eksaminationen varer ca. 30 minutter og er individuel.
Adgangskrav
Du kan tidligst blive optaget på hf-enkeltfag et år efter, at du har afsluttet folkeskolens 9. eller 10. klasse eller har modtaget tilsvarende undervisning.
Det er derimod muligt at blive optaget på den 2 årige hf uddannelse, hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse. Her er det en god ide, at kontakte en studievejleder i forbindelse med tilmeldingen.